Seksualitet er en naturlig og vigtig del af livet – men det er også et område, der for mange kan være fyldt med tvivl, skam og usikkerhed.
En af de mest grundlæggende bekymringer, jeg møder, er frygten for ikke at være normal. Mange frygter, at de er forkerte – at deres krop ikke reagerer, som den burde, at deres lyster er for meget eller for lidt, eller at de ikke passer ind i en forestilling om, hvad der er “rigtigt” seksuelt. Men sandheden er, at langt de fleste bekymringer er ubegrundede. Seksualitet er mangfoldig, og der findes ikke én rigtig måde at have lyst eller dyrke nydelse og intimitet på, så længe alle involverede deltager frivilligt og med samtykke.
Desuden skal det nævnes, at jeg ved, at mange i parforhold oplever perioder, hvor deres lyst ikke matcher hinandens, og hvor forskellen i sexlyst skaber frustration, afstand og misforståelser. Lystproblematikker er blandt de mest almindelige seksuelle udfordringer, men de kan føles ensomme og smertefulde, hvis man ikke taler om dem.
I samtalerne hos mig er der plads til at undersøge din eller jeres seksualitet uden skam eller fordømmelse. Uanset om du kæmper med manglende lyst, præstationsangst eller blot en følelse af, at noget mangler, så er du ikke alene.
Mit mål er at hjælpe med at understøtte en seksualitet, der føles tryg, fri og glædesfyldt – på dine og jeres præmisser.
Jeg gør opmærksom på, at jeg ikke tilbyder behandling til krænkere eller mennesker som har været udsat for overgreb og ikke har arbejdet terapeutisk med traumet via forløb andetsteds. Ved disse problematikker hjælper jeg i stedet gerne med henvisning til relevante behandlingsmuligheder, hvis du skulle have brug for dette.
Min fornemmeste opgave er at støtte og guide dig med nærvær, faglighed og omsorg – men den vigtigste brik i processen er dig som klient. Forandring sker, når vi arbejder sammen, og når du er nysgerrig og åben over for udvikling. Mange oplever stor forvandling gennem samtaleterapi, men fordi mennesker og processer er unikke, kan jeg ikke love specifikke resultater. Af den grund tilbydes der heller ikke refusion, hvis du ikke oplever den ønskede forandring. Jeg er her for at hjælpe dig bedst muligt, og hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om, hvorvidt terapi hos mig er det rette for dig, er du altid velkommen til at tage kontakt.